Tæt tåge over hele Østjylland: - Man skal virkelig køre forsigtigt
Tågen letter i løbet af formiddagen, men det det bliver en dag med mange skyer
Der er grund til at køre hjemmefra i god tid mandag morgen.
DMI har varslet om tæt tåge mandag morgen i hele Østjylland. Det vil sige, at tågen er så tæt at sigtbarheden er under 100 meter.
- Man skal virkelig køre forsigtigt, siger Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog hos DMI til TV2 ØSTJYLLAND.
Tågen er opstået, fordi sne og slud er ved at fordufte fra overfladen, fordi vejret er blevet varmere.
Tågen letter
Tågen løsner i løbet af morgen og formiddagstimerne.
- Men det bliver en dag med mange skyer, siger Lars Henriksen.
Der vil dog være mulighed for huller i skydækket over den sydlige del af regionen. Og det kan give et par enkelte solstrejf.
- Der er ikke er meget vind, og når der er sådan en tåge, er det svært at sige, Siger Lars Henriksen.
Temperaturerne ligger i morgentimerne på 1-4 grader. I løbet af mandagen kommer vi op på 3-7 grader
- Det meste af dagen vil det holde tørt, siger Lars Henriksen.