Sygehus i Grenaa reddet
Et flertal af politikerne i Region Midtjylland vil alligevel ikke flytte sengepladser til Randers, sådan som det ellers er blevet foreslået.
Meget ser ud til, at der også i fremtiden vil være sengepladser på sygehuset i Grenaa.
I et oplæg har administrationen i Region Midtjylland ellers foreslået, at de 20 sengepladser på sygehuset i Grenaa flyttes til Randers.
Forslaget om at flytte sengepladserne bliver dog næppe gennemført, skriver Randers Amtsavis. Hverken hos Venstre eller socialdemokraterne er der opbakning til en flytning af sengepladser:
- I S-gruppen er vi enige om, at både Grenaas senge og sygehuset i Ringkøbing skal bevares, og jeg er overbevist om, at det vil kunne samle bred tilslutning i rådet, siger det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Gert Schou til avisen.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND i fredagens nyhedsudsendelse kl. 19.30.