Super-legepladser på vej i Århus

I løbet af de næste 10 år får børnene i Århus fem nye legepladser, som skal vække regional interesse.

Inden for 10 år skal de gamle legepladser i Århus ikke bare renoveres. Der skal også bygges fem nye legepladser, som skal tiltrække sig regional interesse. Sådan lyder hovedoverskrifterne i en ny plan, der skal gøre Århus til foregangskommune på legepladsområdet for de 0-12-årige. I alt agter politikerne at bruge 13 millioner kroner i de næste tre år.

I skærende kontrast til indsatsen står legepladserne på de århusianske folkeskoler. Efter en dødsulykke i fjor blev en række skolegårde ryddet for legeredskaber, og skolerne mangler penge til nye. Derfor advarer formanden for Skole og Samfund i Århus Amt, Torben Brøndum, mod at overse skolerne.