Strid om betaling af overskæring på Grenåvej
Minister vil have Århus Kommune til at betale til jernbanebro eller tunnel over Grenåvej, men det vil kommunen ikke.
Den omstridte jernbaneoverskæring på Grenåvej i udkanten af Århus bliver ved med at skabe politiske problemer.
Ikke alene er der uenighed om, hvorvidt jernbanen skal gå over eller under vejen, men også finansieringen af byggeriet er nu igen blevet en sag på både Slotsholmen i København og Rådhuset i Århus.
For tre uger siden skrev Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) og rådmand Peter Thyssen (R) et brev til transportminister Flemming Hansen (K) med anmodning om, at arbejdet med at få etableret en sikker overskæring af jernbanen fortsætter ufortrødent.
Amtet lovede at betale
Tirsdag i denne uge svarede ministeren, at staten ikke har afsat midler til at klare finansieringen alene. Han mindede også århusianerne om, at det nu nedlagte Århus Amt i sin tid lovede at betale halvdelen af udgifterne. Og når nu Århus Kommune har overtaget amtets interesser i sagen, vil det være rimeligt, at kommunen også betaler en del af regningen, anførte Flemming Hansen.
Straks efter at have modtaget ministerens brev svarede Wammen og Thyssen tilbage, at Århus Kommune meget gerne vil have den niveaufri skæring snarest muligt, men uden at betale til den.
Parterne er dog enige om at holde et møde om sagen. Så vidt vides er de også enige om, at en bro eller tunnel er nødvendig for trafikanternes sikkerhed og trafikkens afvikling.