Stressede julehandlende raser
Juletiden er lig med stress for mange, og det går ofte ud over butikspersonalet, når der skal rases ud.
De ansatte bag disken skal lægge ører til ekstra mange ubehageligheder i julen.
Utilfredse og ubehøvlede kunder hører ikke til sjældenhederne, når der skal købes julegaver, og nogen gang går vrede kunder endda så vidt, at de spytter på personen bag disken, skriver JP Århus.
- Folk har nok i sig selv, og når juleræset sætter ind, bliver billedet endnu mere tydeligt, fortæller Lars Top, der er fællesformand for HK Djursland-Kronjylland.
Ifølge avisen er problemet heller ikke ukendt for Dansk Handel og Service (DHS).
Her er man ligefrem gået så langt som at påbegynde udformningen af informationsmateriale, som skal hjælpe butikspersonale og andre ansatte til bedre at kunne håndtere de besværlige kunder.