Støtte til nyt it-center i Århus
Et nyt oplevelsescenter i Århus skal præsentere fremtidens mest moderne teknologi for turister og erhvervsliv.
Århus er godt på vej til at få et internationalt oplevelsescenter for hele familien og alle aldersgrupper.
Det avancerede it-oplevelsescenter kommer til at koste 100 millioner kroner og skal tiltrække turister og erhvervsliv. Det mener Innovation Lab, et videnscenter i Århus it-forskerpark Katrinebjerg.
Århus Amts erhvervsudvalg har netop støttet projektet med 500.000 kr.
Innovation Lab har mødt stor interesse for sine udstillinger kaldet 'IT i alting'. Med baggrund i succesen vil centret nu udvikle den nye attraktion, Labland, hvor der skal være udstillinger, som præsenterer al fremtidens nye teknologi.
- I Labland vil vi løbende vise nye ting, der følger den teknologiske udvikling. Vi vil skabe nye produkter over forskellige temaer som fremtidens hjem, teknologi og mad, teknologi i skolen osv. Hvad, det præcist skal være i fremtiden, er det,
vi skal til at undersøge nu, siger direktør
i Innovation Lab, Preben Mejer, til Ritzau.