Stortyv anholdt i Odder
En række indbrud er tæt på opklaring efter anholdelse af mand fra Odder med stor samling tyvekoster.
En række indbrud i Odder-Skanderborg området er tæt på at blive opklaret, efter politiet har anholdt en 34-årig mand fra Odder. Ved en ransagning i mandens hjem fandt politiet en række tyvvekoster; blandt andet værktøj, digitale kameraer, dæk og havetraktorer, oplyser vicekriminalkommissær Jan Brandt.
Foreløbig har politiet fundet frem til mindst fire indbrud, som de mange forskellige slags ting stammer fra. Men ifølge Jan Brandt er der formentlig tale om genstande fra endnu flere gerningssteder, ligesom den anholdte sandsynligvis har haft flere medskyldige, som fortsat er på fri fod.
Ved et grundlovsforhør i retten i Skanderborg i formiddag blev manden varetægtsfængslet i fire uger.