Stormen Helga: Ingen væltede træer endnu
Falck og DMI følger stadig situationen tæt - stormen kan ramme i løbet af de første morgentimer
Stormen Helga skal fredag ramme Nordjylland med vindstød af orkanstyrke, men også Østjylland har udsigt til kuling med vindstød af stormstyrke, hvis stormen som planlagt tager en bane henover den nordligste del Østjylland.
I de tidlige morgentimer rykker blæsten kun lidt i de mange julelyskæder, Østjyderne har sat op, men endnu er der ikke vindstød, der minder om storm.
Hos Falck har man natten igennem fulgt situationen.
- Der er ingen ændringer siden i aftes. Vi følger stadig med og tager bestik af, hvordan det udvikler sig i morgentimerne. Men vi har ikke haft indkaldt ekstra mandskab og har heller ikke planer om det, som det ser ud nu, siger Thomas Dietz, der er driftschef hos Falck i Region Midtjylland, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
DMI opgraderer storm: Helga rammer fredag morgen
Hos DMI er meldingen også stadig den samme som torsdag aften.
- Stormen har fulgt den forudsete bane natten igennem og rammer Danmark fredag morgen. Det er Nordjylland og Vendsyssel, der rammes hårdest. Men vi forventer stadig, at Østjylland bliver ramt af stormen i løbet af fredag morgen med vindstød af stormstyrke, siger vagtchefen hos DMI til TV 2 | ØSTJYLLAND.