Store summer til forskning i Århus
Aarhus Universitet bliver hjemsted for fem ud af otte nye centre for grundforskning.
Fem nye grundforskningscentre er på vej i Århus og tre i København, efter at Danmarks Grundforskningsfond har besluttet at oprette dem for en samlet pris af mere end 350 millioner kroner.
Centrene, der er på højeste videnskabelige niveau, får støtte i fem år og strækker sig over en række fagområder.
Fem af centrene får hjemsted ved Aarhus Universitet, mens de tre øvrige ledes af forskere ved Københavns Universitet.
Fonden modtog i begyndelsen af året 144 forslag fra interesserede forskere. Efter en grundig vurdering blev 22 udvalgt for en mere detaljeret ansøgning. Hver af disse er bedømt af mindst tre uafhængige internationale eksperter verden over. /ritzau/