Storbonde betaler 180.000 kroner for overarbejde
En 37-årig landbrugsmedhjælper har fået en stor sum på grund af massivt overarbejde på gård ved Skanderborg.
3F har indgået forlig med den østjyske proprietær Claus Wiese fra Sophienlund ved Skanderborg.
Medhjælperens tidligere arbejdsgiver har betalt i alt 180.000 kroner, fordi han satte den ansatte til at arbejde langt mere end 48 timer i adskillige uger. Dermed brød arbejdsgiveren EU's regler om maksimal arbejdstid, skriver Nyhedsbrevet 3F
Steen Laursen var ansat hos den østjyske landmand i hen ved ti år. 3F'eren arbejdede på marken og var afløser i svinestalden, hvor han ifølge 3F havde op til 156 timers overarbejde på en enkelt måned.
- Jeg var glad for mit arbejde. Men det var hårdt, og det var ind i mellem svært at få de lange arbejdsdage til at fungere med privatlivet som familiefar, siger Steen Laursen til Nyhedsbrevet.
Storbonde føler sig snydt
Landmanden Claus Wiese føler sig snydt i sagen:
- Sagen bunder i en misforståelse og misbrug af lønsedler. Jeg var ikke opmærksom på reglen om arbejdstid og har nu ændret min måde at gøre tingene på. Sagen fik en helt urimelig afslutning, og jeg har intet til overs for 3F, siger Claus Wiese til Nyhedsbrevet 3F.