Stor svindelsag skudt i gang
Retten i Silkeborg tog i dag hul på retssag, hvor et ægtepar er tiltalt for momssvindel til 43 mio. kr.
Retten i Silkeborg tog i formiddag hul på en stor sag om momssvindel. Et ægtepar fra Silkeborg er tiltalt for at have svindlet med import og salg af mobiltelefoner, som de havde smuglet ind fra Norge.
Bagmandspolitiet mener, at ægteparret bevidst forsøgte at undgå at betale moms og afgifter, og derfor kræver politiet, at parret idømmes ubetinget fængsel samt en tillægsbøde på 43 millioner kroner.
Sagen har været lang tid undervejs og har været udsat flere gange. Selv om den blev sat i gang i dag, går der dog sandsynligvis nogen tid, inden byretten når frem til en afgørelse. Der er indtil sat ti dage af til sagen, og det kan let vise sig, at der skal endnu flere retsmøder til.