Stor razzia mod PH-bande
Århus Politi har optrevlet bande, der står bag en stribe tyverier af dyre PH-lamper.
Århus Politi har under en storstilet razzia anholdt de formodede gerningsmænd bag en stribe tyverier af PH-lamper. I formiddag ransagede politiet i alt 14 adresser i Århus-området, og her lykkedes det at pågribe fire medlemmer af banden.
Siden nytår har der i Århus Politikreds været ikke mindre end 69 indbrud, hvor der er stjålet PH-lamper, og politiet mener, at de anholdte står bag langt de fleste sager. Foruden PH-lamperne fandt politiet også de dyre Verner Panton-lamper, der i marts blev stjålet fra Silkeborg Rådhus. Desuden dukkede der også andre effekter som malerier, radio- og tv-apparater, mobiltelefoner samt forskellige former for EDB-udstyr op.
Århus Politi regner med, at banden har stjålet effekter for mellem en og to millioner kroner. Indbruddene har både fundet sted i virksomheder og private hjem.
De fire anholdte er henholdsvis 23, 25, 30 og 38 år gamle, og kriminalinspektør Ole Madsen siger, at der meget vel kan komme flere anholdelser i de kommende dage.
TV 2 / Østjylland har mere om den store razzia i aftenens udsendelser.