Stor investering i Århus Havn
Et bredt flertal i Århus Byråd indgik onsdag aften en aftale om den fremtidige udvikling af Århus Havn og de bynære havnearealer, oplyser Århus Kommune.
18. aug 2004, kl. 22:41
Mere end 30 dage gammel
Partierne er enige om, at den nye containerterminal skal udvides for at kunne opretholde Århus Havns internationale konkurrencedygtighed. Arbejdet vil gå i gang snarest. Beslutningen betyder samtidig, at arbejdet med at sikre en effektiv og fremtidssikret tunnelforbindelse til den nye containerhavn skal indledes. Partierne bag aftalen er også enige om lokalt at finde den nødvendige finansiering på op til 650 millioner kroner. Bag aftalen står partierne Venstre, Socialdemokratiet, SF, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.