Stop med at tisse på gaden
Politiet opfordrer folk til at lade være med at bruge Århus midtby som offentligt toilet.
Du kender det måske selv. Du slingrer hjem fra den indre by og skal lige lade vandet op ad den nærmeste mur.
Men måske skal du til at holde dig i skindet, for politiet deler bøder ud med hård hånd for det natlige tisseri.
Det skriver JP Århus.
Stort set hver aften og nat torsdag, fredag og lørdag uddeler Østjyllands Politi i Århus bøder til borgere, der tisser på cykler, butiksruder, facader og biler.
Og problemet har nået et omfang, som gør, at ordensmagten nu opfordrer århusianerne til at stoppe den offentlige vandladning.
- Vi er godt trætte af det. Det er simpelthen noget svineri. Århus er ikke et offentligt toilet. Derfor vil vi gerne melde ud, at det koster en bøde på minimum 500 kr., når vi opdager det, siger politikommissær Per Bennekov.
Han siger, at politiet har mulighed for at udstede en bøde på mere end 500 kr. Det er muligt, hvis personen optræder beruset.