Stolt bestyrelse i Mols-Linien
Mols-Linien fremviser første positive regnskab i syv år
Bestyrelsesformanden for rederiet Mols-Linien har god grund til at være glad i dag.
Rederiet, der sejler biler, gods og passagerer fra Aarhus til Odden offentliggjorde i dag et overskud - og det er vel at mærke første gang i syv år, at Mols-Linien viser sorte tal på bundlinjen.
Årsagen til det flotte resultat skal findes flere steder.
- For det første har vi fået store nye færger, og for det andet har vi fået en ny tilkørselsvej fra Holbæk og op til Sjællands Odde, som er blevet meget vel modtaget. Og så har vi lyttet til meget nøje til, hvad vores kunder efterspørger. De vil gerne have flere afgang og flere prisstrukturer, og det har vi efterkommet - alt sammen med det resultat at der er kommet flere kunder, siger siger bestyrelsesformand i Mols-Linien Frantz Palludan til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Overskuddet i 2014 lyder på 34,5 millioner kroner.
Se: Har fået styr på økonomien
Resultatet er endnu flottere end forventet, og det skyldes også, at Mols-Linien vandt en forsikringssag mod Tryg Forsikring, der af Østre Landsret blev dømt til at betale 13,1 millioner kroner i erstatning for et motorhavari på en færge tilbage i 2010.
Men selv uden denne sag forsikrer bestyrelsesformand Frantz Palludan, at regnskabets bundlinje ville være med sorte tal.
- Vi gør meget ud af at skille det ordinære resultat fra det ekstraordinære resultat i vores regnskabsmeddelelse. Det gør vi, fordi vi synes, det er vigtig at demonstrere, at vi her har et rederi, der er kommet ud på den anden side af en svær proces, også uden forsikringssagen, og det er meget positivt, siger bestyrelsesformand i Mols-Linien Frantz Palludan.
Omsætningen i Mols-Linien steg i 2014 til 611,9 millioner kroner fra 535,5 millioner kroner året før.
Se interview med bestyrelsesformand Frantz Palludan ved at klikke på klippet øverst i artiklen.