Stjal billeder af rådden gris
En århusiansk teatergruppe har fået stjålet uerstattelige billeder af forrådnet gris.
Teatergruppen Gruppe 38 i Århus har mistet værdifuldt materiale, der skulle have været anvendt i forbindelse med en forestilling, som får premiere under Århus Festuge.
Tidligere på ugen brød en eller flere ukendte gerningsmænd ind i teatrets lokaler i Mejlgade. Her stjal de en harddisk og et videokamera.
Umiddelbart lyder det som et beskedent udbytte, men desværre indeholdt begge genstande billeder, som teatret skal benytte i forbindelse forstillingen 'Du må være en engel, Hans Christian'.
Videokameraet indeholdt en videofilm, hvor en af teatrets medarbejdere gennem to måneder dagligt havde filmet en forrådnelsesproces, som senere skulle klippes sammen, således at man på ganske få minutter kunne følge forrådnelsen af en gris.
Optagelserne er ifølge Gruppe 38 umulige at genskabe inden premieren.