Sportsuddannelse fra 7. klasse
Unge århusianske talenter bliver tilbudt kombination af uddannelse og sport på eliteplan allerede fra 7. klasse.
Elitesporten i Århus vil tilbyde skolegang til talenterne fra de går i 7. klasse, til de har gennemført en kort videregående uddannelse. Det skriver Århus Stiftstidende onsdag.
Efter sommerferien tilbyder Elite Sports Akademi Århus sammen med Teknisk Skole de unge talenter en uddannelse til byggetekniker, multimediedesigner eller it-teknolog.
Uddannelsen giver plads til to gange træning om dagen samt til at deltage i kampe og konkurrencer. Senere følger tilbud om særlige idrætsklasser i 7.-8. og 9. klasse, så elitesporten har snor i udøvernes uddannelse i et 10 år langt forløb.
- Det vil være fantastisk godt for os at arbejde med talentudvikling på den lange bane. Så får vi tid til at arbejde med detaljer og med udvikling.
- Hvis man kan starte i vores system i 7. klasse og senere gå på en ungdomsuddannelse og derfra til en kort videregående uddannelse, vil det være et godt springbræt til en elitekarriere, siger sportschef på elitesportsakademiet, Ole Keldorf, til avisen.