Spillerflugt fra Aarhus Fremad
Den økonomisk trængte fodboldklub Aarhus Fremad må sige farvel til flere profiler. Assistenttræner er træt af situationen.
2. divisionsklubben fra det nordlige Århus har i efteråret været gennem alvorlige økonomiske problemer, men klubben har indtil videre klaret skærene.
Klubben har ikke længere en eneste kontraktspiller og slipper dermed for at betale høje lønninger til spillerne. Til gengæld har situationen fået flere profiler til at forlade klubben.
Ifølge Lokalavisen Århus holder spillende assistenttræner Jimmy Høyer og Martin 'Sild' Hansen begge pause og indgår derfor ikke i Aarhus Fremads planer i foråret.
Derudover skifter Anders Brøchner til Thisted.
- Vi har vel mistet 6-700 divisionskampe, og det er vi da lidt trætte af, siger assistenttræner Christian Byskov til avisen.