Spareplan: Over 250 høringssvar
Høringsfristen i forbindelse med Region Midtjyllands spareplaner er nu udløbet
Region Midtjylland har modtaget over 250 hørringssvar i forbindelse med det meget omdiskuterede sparekatalog, der blev udsendt 27. april.
Høringsfristen udløb i dag fredag, og regionen går nu i gang med at læse svarene igennem for at se, om der er forslag eller oplysninger, som man ikke allerede har tænkt på eller har taget med i første omgang, og derefter ser de på, om der er noget, der skal ændres.
Følsomme områder
- Vi skal se på dem med åbent sind og så forsøge at lave nogle besvarelser, der hvor der er nogle ting, der skal svares på, siger regionsrådsformand Bent Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Der er særligt mange høringssvar fra Silkeborgområdet og fra Grenaaområdet, og det passer jo meget godt med de reaktioner, der har været på sparekataloget, og det tror jeg da, der er mange, der vil læse igennem med stor grundighed.
Bent Hansen forstår godt, at der har været meget debat om netop de områder.
- Det er jo meget det begreb, som hedder tryghed, der bliver berørt her, og det tror jeg også, at politikerne vil bruge rigtig meget tid på i den kommende fase. Hvordan vi kan fastholde trygheden, men samtidig spare de penge, vi nu skal spare.
Vælger mellem pest eller kolera
Selvom svarfristen er udløbet i dag, opfordrer regionsrådsformanden til, at man alligevel sender sine synspunkter, så man ikke brænder inde med dem.
Om godt en uge holder regionen budgetseminar, hvor svarene vil blive behandlet.
Bent Hansen ser ikke frem til at skulle vælge mellem de mange spareforslag.
- Det er jo nogle gange at vælge mellem pest eller kolera. Jeg tror faktisk, at vi alle sammen helst var fri, men vi skal jo have et budget til at hænge sammen, så derfor er det med at finde den der balance mellem tryghed og høj kvalitet, og så den der vanskelige bundlinje, vi skal have til at gå op, siger han.
Se hele interviewet med Bent Hansen i videoen øverst på siden.