Spar-røver kædes sammen med røveri i Randers
Røver truede ansatte i Spar-butik i Gjerlev med pistol. Gerningsmanden står muligvis bag lignende røver mod tankstation.
Den lokale Spar-købmand på Vestergade i Gjerlev nord for Randers blev onsdag aften ved 19.30-tiden udsat for væbnet røveri.
En ukendt gerningsmand truede sig med en pistol til nogle få tusinde kroner. Manden var iklædt en sort strikhue med huller til øjnene og en sort hættetrøje med gule markeringer. Han flygtede fra stedet i en grøn personvogn.
Politiet undersøger i øjeblikket, om gerningsmanden står bag et lignende røveri mod en OK-tankstation på Udbyhøjvej i Randers-forstaden Dronningborg dagen før.
- Signalementerne minder i hvert fald om hinanden. Så det er klart, at vi undersøger, om der er en sammenhæng, siger vagthavende ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.