Søstrene Grene lokker kvinder med dufte og hulestemning
Butikkerne vil i fremtiden i endnu højere grad få os til at købe ind med vores sanser, siger en ekspert i indkøbsoplevelser
Det er ikke tilfældigt, når butikker vælger musik, indretning og dufte til deres lokaler.
Søstrene Grene har med en milliard-omsætning og 150 butikker skabt en aarhusiansk eksport-succes ved at tale til vores sanser.
Læs også
I deres butikker spilles der klassisk musik, som skal virke afslappende. Indretningen skal skabe en hyggelig hulestemning, og teen står lige før kassen, så netop den duft sætter sig i hukommelsen hos de handlende.
I Søstrene Grene forsøger de bevidst at lokke kvinderne til at fylde kurven.
- Vi prøver at adressere hele vores koncept mod kvinder. Mænd er selvfølgelig velkomne, men de skal bare være bevidste om, at vi skaber vores koncept mod kvinder, siger Mads Jensen, der er marketingschef i Søstrene Grene.
Stemning fra gamle dage
Ifølge en ekspert i indkøbsoplevelser vil vi i fremtiden opleve, at butikkerne i endnu højere grad vil tale til vores sanser gennem dufte og lyde.
Han nævner kaffe som et eksempel, hvor man i flere butikker selv kan fylde bønner i poser.
- Her går vi faktisk og søger at få en bid af specialhandlen fra gamle dage, og det er den fornemmelse, vi søger at skabe mere og mere i supermarkederne, fordi den har vi associeret med positive oplevelse, og dermed har vi lyst til at købe mere, siger Henrik Madsen Dreijer, der er indehaver af You Sense It i Aarhus.
I videoen øverst i artiklen kan du, hvad kunderne siger til at Søstrene Grenes indretning, lugte og musik.