Søndagsvejret: Skyet og småregn i Østjylland
Det er lagt op til en gråvejrssøndag med kun få chancer for sol i Østjylland
Palmesøndag byder ikke på det mest forårsagtige vejr. Lørdag stod på skyer og regnbyger flere steder, og det vejr vil fortsætte søndag.
- Det kommer også til at foregå søndag med lidt småregn, og måske endda lidt mere af det, og der er stadig mange skyer, siger TV 2 Vejrets Lone Seir.
Temperaturen stiger i løbet af dagen
I morgen og formiddagstimerne vil temperaturerne ligge på mellem to og fire grader, men som dagen skrider frem, så vil vi se højere temperaturer i det østjyske.
- I løbet af dagen så burde vi kunne komme lidt højere op, måske endda på en syv-otte grader, der hvor det bliver allervarmest, og så er der altså også en chance for, at det måske kan blive med en lille smule solstrejf allerlængst mod nord sidst på dagen, siger Lone Seir
Risikoen for regn hele søndagen er dog størst, og det er også en del større risiko, end der var lørdag, så de fleste vil nok opleve dryp i løbet af dagen.
Køligt påskevejr
Næste uge betyder for mange østjyder påskeferie, og fra mandag af er der både chancer for sol, men også med risiko for regnbyger. Temperaturerne mandag vil ligge på cirka otte grader. Men allerede tirsdag vender vejret til det koldere.
Læs også
- Tirsdag er der risiko for, at nogle af bygerne i løbet af eftermiddagen og aftentimerne slår over i noget slud, og så slår vinden om i en østlig retning, og det er altså kold luft, der kommer til os derfra. Det betyder dagtemperaturer på maksimalt to-tre grader, siger Lone Seir.