Søn stak sin mor ned
47-årig kvinde i livsfare efter familieopgør - også politibetjent ramt af knivstik, da han ville anholde sønnen.
En 47-årig kvinde blev livsfarligt såret, da hendes 22-årige søn søndag aften stak hende to gange med en brødkniv i et familieopgør i Grøfthøjparken i Viby.
Da en politipatrulje nåede frem og ville anholde sønnen, stak han også den ene af betjentene i brystet. Til alt held tog betjentens lommebog af for stikket, så han slap med et overfladisk sår i brystet.
Den 22-årige blev overmandet og anholdt. Ved et grundlovsforhør i dag blev han varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drabsforsøg. Samtidig bestemte dommeren, at han skal være anbragt på psykiatrisk sygehus i fængslingsperioden.
Den unge mands mor meldtes til formiddag uden for livsfare.