Sommerjakken må vente lidt endnu: Flot og koldt vejr i sigte
Selvom solen kommer til at stå højt på himlen, skal man ikke pakke vinterjakken helt væk. Det bliver nemlig frostgrader.
Der er under en uge til foråret starter, men det kan ikke mærkes alle steder på det danske vejr.
Selvom solen titter frem i weekenden, skal man nemlig sørge for at have varmt tøj på, hvis man skal ud, og skal man køre, skal man stadig være ekstra forsigtig.
- På vejbanerne kan der godt være frost, og på udsatte, fugtige steder som moser, søer dalsænkninger og så videre, der er der risiko for glatte veje, siger Per Christiansen, der er vejrvært hos TV 2 Vejret.
Varmen er på vej
Selvom lørdagen byder på nogle timer i frostens grænseland, bliver det dog varmere i løbet af dagen.
- I løbet af morgenen kommer solen på himlen, og så kan den lune os op til syv otte grader – altså et par grader over det, vi nåede fredag, siger Per Christiansen.
Søndagen ser ud til at blive endnu bedre, hvor varmegraderne ser ud til at komme helt op i to cifre, og sådan fortsætter det faktisk de næste dage ifølge prognosen.