Sommer betyder færre gæster
Her ærgrer man sig over det varme vejr
Der er god plads på stierne rundt omkring i Randers Regnskov i denne uge.
Det gode sommervejr med høje temperaturer får mange østjyder til art vælge stranden frem for indendørsaktiviteter, og det kan mærkes i Randers.
Langt færre gæster lægger vejen forbi Randers Regnskov i sommervarmen. Det samme skete sidste år, som også bød på masser af sol og varme:
- Selvfølgelig gør det ondt, når vi også har haft en varm sommer i 2013, siger direktør Henrik Herold til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På en dag med både sommer og sol får Randers Regnskov normalt omkring 2.500 gæster på en dag, mens der på regnvejrsdage er op mod 4.000 gæster.
Helt anderledes ser det ud på en sommerdag, som i dag med temperaturer over 25 grader. Her er besøgstallet langt under 2.000:
- Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, det var en belastning, at vi en dag som i dag kun har en tredjedel af de kalkulerede gæster.
I 2013 faldt besøgstallet i Randers Regnskov med 25.000 i forhold til året før. Det drastiske fald i omsætningen kostede for nylig fire medarbejdere deres job.
Også Kattegatcentret i Grenaa kan melde om færre besøgende indtil videre denne sommer.
Se et tv-indslag om de færre besøgende øverst i artiklen.