Søgt ind på kvote 2? Her har du færre konkurrenter i år
Nogle østjyske uddannelsesinstitutioner har i år modtaget lidt færre kvote 2-ansøgninger end sidste år. Der er dog stadig udsigt til flere ansøgere end pladser
Torsdag klokken 12 var deadline for at søge ind på de østjyske uddannelser via kvote 2.
De offentliggjorte tal viser, at der i år er lidt færre, der har smidt en motiveret ansøgning afsted i håbet om at blive pædagog, sygeplejerske eller lignende.
På VIA University College har uddannelserne i Aarhus, Horsens, Randers og Grenaa modtaget 10.236 kvote-ansøgninger. Det er et fald på 3,5 procent i forhold til det sidste år.
Det bekymrer dog ikke prorektor på VIA University College, Peter Friese.
- Vi er meget rolige. Hvert år er der et lille skift mellem antallet af kvote 2 og kvote 1 ansøgninger. Så vi har vænnet os til, at det i sidste ende går nogenlunde lige op, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Mens kvote 2-ansøgninger skulle lande hos uddannelsesinstitutionerne seneste torsdag, så må vi vente helt til 5. juli for at finde ud af, hvor mange der har søgt ind via kvote 1.
På trods af at der er kommet færre ansøgningerne gennem kvote 2, kommer uddannelserne på VIA ikke til at mangle studerende.
- Der bliver fuldt hus i Østjylland alligevel, så vi får uddannet dem, vi har brug for, siger Peter Friese.
Hvad er kvote 2?
I kvote 1 bliver ansøgerne alene optaget på uddannelser på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.
Kilde: VIA University College
Også på Erhvervsakademi Aarhus har man registreret et lille fald i antallet af ansøgere. Faldet er sket på de engelsksprogede uddannelser, mens de dansksprogede uddannelser går frem med syv procent.
I alt er der 2552, der har sendt en kvote 2-ansøgning afsted, hvilken er tilbagegang på knap 2 procent. Men der er også her udsigt til fyldte uddannelser.
Dania og AU oplever stigning
På landsplan er der tre procent færre, der har søgt ind via kvote 2, viser en foreløbig opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Men på Erhvervsakademi Dania i Randers oplever man derimod en fremgang i det samlede antal ansøgninger.
Der er fire procent flere, der har ønsket optagelse på en af uddannelsesinstitutionens 21 videregående uddannelser.
Læs også
Danias største uddannelse, den 2-årige uddannelse til Finansøkonom, oplever det hidtil største antal ansøgere. 77 har søgt uddannelsen som første prioritet i år mod 64 sidste år.
Uddannelsen til Finansøkonom i Randers er ikke dimensioneret, hvilket betyder, at de ansøgere, der opfylder kriterierne vil blive optaget på uddannelsen.
Fredag har Aarhus Universitet offentliggjort deres antal kvote 2-ansøgninger, og også her er tallet steget siden sidste år.
Med 14.596 ansøgninger har man modtaget tre procent flere. Størst er stigningen i antal ansøgere, der har valgt Aarhus Universitet som førsteprioritet. Det tal er nemlig steget med syv procent.