Socialminister vil udbrede Århus-model
Samtalegrupper til udsatte børn. Det vil socialminister Karen Jespersen (V) vil udbrede til resten af landet.
Socialminister Karen Jespersen (V) mener, at Århus har noget, som vil gavne udsatte børn i hele landet.
Samtalegrupper for børn, hvis forældre er psykisk syge. Det er noget, Sind og pårørendeforeningen DE9 tilbyder udsatte børn på Psykiatrisk Hospital i Risskov, og det mener socialministeren er så god en idé, at hun nu vil udbrede den til resten af landet. Det skriver Århus Stiftstidende.
- Det har fine resultater, og det er en model, som vi vil foreslå, bredes ud i hele landet. Det kan også være for børn fra voldelige hjem og fra hjem med forældre, der er misbrugere. Det er meget vigtigt for de børn, at de oplever, at der er nogen, der er opmærksomme på deres situation. Som lytter efter, hvad de siger. Og som for eksempel kan gå med dem til deres lærer i skolen og fortælle om deres situation. Børn kan være ufatteligt overladt til sig selv, siger Karen Jespersen til avisen.
Socialministeren, der i går blev genvalgt til Folketinget, udtaler, at hun gerne ser, at tilbud som dette bliver en del af lovgivningen.
- Der er hidtil blevet finansieret via satspuljer, og det er udmærket for at igangsætte nye initiativer. Men her har vi brug for en mere systematisk indsats. Brugen af satspuljer har taget overhånd. Hvis man ser, at initiativer virker, så må man se på, hvordan man mere systematisk kan bruge erfaringerne, siger Karen Jespersen til Århus Stiftstidende.