Socialchef slået ned på sin bopæl
En 59-årig socialchef fra Århus Kommune blev overfaldet i sit eget hjem af en utilfreds klient.
En 44-årig mand blev i går anholdt af Århus Politi. Manden, som meldte sig selv, havde mandag aften opsøgt - og overfaldet - en århusiansk socialchef.
Den 59-årige socialchef, der er ansat ved Århus Kommune blev opsøgt ved 18.30-tiden mandag aften i sin villa i Risskov. Mens socialchefen nød sin aftensmad sammen med sin hustru, kom den 44-årige brasende ind i huset. Her ville den 44-årige udtrykke sin utilfredshed med en gammel afgørelse i en socialsag.
Den 44-årige slog socialchefen flere gange med knyttet hånd i ansigtet. Socialchefen måtte efter overfaldet en tur på skadestuen.
Manden ventes fremstillet i grundlovsforhør i retten i Århus i løbet af formiddagen, sigtet for vold og lignende mod en person i offentlig tjeneste, efter straffelovens paragraf 119.
Overfaldet chokerer rådmand Flemming Knudsen (S), der i flere år har arbejdet tæt sammen med den voldsramte chef.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om overfaldet i dagens nyhedsudsendelser.