Sneen giver bus-forsinkelser
Flere østjyske rutebiler kører med forsinkelser på grund af sneen. Hold dig opdateret her.
Midttrafik oplyser, at en række rutebiler og bybusser i Østjylland kører med forsinkelser på grund af det voldsomme snefald.
Kort før kl. 1 tirsdag eftermiddag er det især bybuspassagererne i Silkeborg, der er ramt. Ifølge Midttrafik kører en række bybusser og lokalbusser i Silkeborg med forsinkelser.
Op ad Eidervej i den nordvestlige del af byen stopper busserne slet ikke for optagelse af passagerer.
I Randers, Horsens, Århus og Skanderborg kører bybusserne dog p.t. nogenlunde efter køreplanen.
Flere rutebiler døjer også med at forcere sneen. Ved Hørbylunde Bakker vest for Silkeborg sidder en bus på rute 952X mellem Århus og Herning fast. Bussen forventes ikke at komme ud at køre foreløbig.
Midttrafik oplyser desuden, at rutebilerne på rute 113 fra Århus til Silkeborg ikke kører igennem Linå by i retning mod Århus.
Du kan holde dig opdateret om trafiksituationen for bybusser og rutebiler på http://www.midttrafik.dk/trafikinformation" target="_blank">Midttrafiks hjemmeside.