Smil i stedet for spytklatter i århusianske bybusser
Ny kampagne skal sætte en stopper for vold, trusler og chikane mod bybuschaufførerne i Århus.
Trafikselskabet Midttrafik vil nu forsøge at standse hærværk, trusler og afstumpet vold i de århusianske bybusser.
Det skal ske med one-liners som 'Chaufføren orker ikke at bokse mere', 'Drop det' eller 'Chaufføren må ikke svare igen'.
Med kampagnen forsøger Midttrafik sammen med chaufførerne at få smilet og det gode humør til at brede sig i den kollektive trafik.
- De, der opfører sig dårligt, skal vide, at de kun repræsenterer sig selv. Vi kan ganske givet ikke løse alle Århus' sociale problemer, men vi kan gøre en indsats for at vende stemningen i busserne. Der findes ingen nemme løsninger, men vi vil fokusere på alt det positive. Jeg har meget stor respekt for chaufførernes ansvarsfulde arbejde, siger Midttrafiks bestyrelsesformand, Poul Vesterbæk, til Århus Stiftstidende.
Den nye kampagne koster cirka en million kroner. Gennem arrangementer og med et website med titlen Smilvirker.dk vil Midttrafik i dialog og vise sig frem med et menneskeligt ansigt.