Smed tv-apparat ud fra fjerde sal
En beruset mand smed mandag aften et fjernsyn ud fra sin lejlighed på fjerde sal.
En 29-årig mand smed mandag aften et tv-apparat ud fra sin lejlighed på fjerde sal på Stendalsvej i Viby.
Bagefter kravlede den berusede mand op på taget af bygningen og satte sig ned med benene dinglende ud over tagrenden.
For at forhindre ham i at slå sig selv ihjel, spændte brandvæsenet et såkaldt springlagen ud. Det lykkedes dog betjente fra Århus Politi at få fat i manden uden brug af lagenet.
Den 29-årige var imidlertid ikke helt tilfreds med at skulle forlade bygningens tag. Ifølge Århus Politi truede han med at smide betjentene samme vej som tv-apparatet.
Manden blev indsat i detentionen og kan nu se frem til flere alvorlige sigtelser, inden han bliver løsladt.
Episoden fandt sted ved 19.45-tiden
mandag aften - i øvrigt midt under
TV 2 / ØSTJYLLAND's udsendelse.