Slutter fred med selskab i USA
Arla Foods indgår forlig med amerikansk selskab, der trækker voldgiftssag tilbage.
Arla Foods har indgået forlig med det amerikanske selskab Spherix om produktion af sødemidlet tagatose. Samtidig trækker Spherix sin voldgiftssag mod Arla tilbage.
Aftalen betyder, at Arla Foods definitivt har sikret sig eneretten til produktion af tagatose, der fremstilles af mælkesukkeret laktose - et restprodukt fra osteproduktion.
Arla erhvervede i 1996 rettighederne til det kaloriefattige sødemiddel fra Spherix, som siden har anklaget Arla for ikke at gøre nok for at sætte tagatose i produktion. Det resulterede i en voldgiftssag ved en amerikansk voldgiftsret.
Striden er nu bilagt, og forliget indbærer, at Spherix får forlænget den periode, hvor selskabet får andel i indtægterne af salget. Samtidig har selskabet forpligtet sig til i fremtiden ikke at anlægge sag mod Arla, oplyser selskabet. /ritzau/