Slut med tung fod på speederen
Taxameterændring skal få chauffører til at slippe speederen. Tiden bliver fremover afgørende faktor for turens pris.
Det skal være slut med vovede overhalinger, for høj fart og fænomenet "taxi-gult".
Indførelsen af en ny taxameterafregning skal sikre, at passagererne i Århus fremover kan køre med taxi uden at få nervøse trækninger.
Taxinævnet har vedtaget det nye system, som betyder, at chauffører om kort tid vil få betaling efter, hvor lang tid en tur varer.
Det vil gøre det til en dårligere forretning for chaufføren at køre stærkt, lige som det skulle gøre jobbet bag rattet mindre stressende.
Byrådet skal nu godkende Taxinævnets beslutning, men det er en formsag, som skulle kunne klares allerede i næste uge, siger fungerende formand, socialdemokraten Ango Winther til MetroXpress.
Det nye system forventes at træde i kraft senest den 1. oktober.