Slukkede motorbrand med cola
Bilist slukkede brand med sodavand, efter at han havde påkørt et rådyr på motorvejen nord for Randers.
29. sep 2009, kl. 08:40
Mere end 30 dage gammel
Uheldet skete natten til mandag, hvor bilisten kom kørende ad motorvej E45 i nordgående retning.
Kort før afkørslen ved Handest mellem Randers og Hobro påkørte føreren ifølge amtsavisen.dk et stykke råvildt, hvorefter det begyndte at brænde i bilens motorrum.
Føreren fik standset bilen og slukkede resolut branden i sin Peugeot 207 med en cola, inden flammerne nåede at brede sig.
Rådyret blev dræbt på stedet. Fem redningsfolk var i aktion ved ulykken.