Slud og tøsne midt på foråret: Det bliver koldt og vådt
Om få dage er vi tættere på sommeren end vinteren, men det lader vejret os ikke mærke for tiden. Torsdagen byder nemlig på koldt vejr med risiko for sne.
Hvis man synes, det er lidt ekstra koldt at vente på toget eller bussen i disse dage, så er det ikke bare fordi, man er en kylling.
Læs også
Temperaturerne er nemlig meget lave, og flere steder er det som om, at vejret ikke helt har tilpasset sig foråret.
- Det kan blive lidt mere vinterligt i det, der er nogle byger, der dannes ude over Kattegat, som kan drive ind i det østlige Jylland i de tidlige morgentimer, siger Anders Brandt, der er vært på TV 2 Vejret.
Nattefrosten er til at mærke, og frostgraderne er ikke helt væk, når de fleste er stået op om morgenen.
Sne og slud
Men det er ikke kun temperaturen, der minder mest om vinterårstiden – typen af nedbør er bestemt fulgt med.
- Der kan være slud og endda i en overgang også tøsne især i højdedragene langs med den jyske højderyg og ude på Mols, siger Anders Brandt.
Man skal altså sørge for at få godt med tøj på og måske noget vandtæt på fødderne også, selvom vi efterhånden er tættere på sommer end vinter.
- Ud på eftermiddagen er der bedre chance for, at det bliver tørvejr, men det bliver en halvkølig dag, og temperaturerne stiger ikke meget over fireseks grader, siger vejrværten.
Læs også
Temperaturerne ser ikke ud til at stige før søndag, men til gengæld skulle det værste nedbør være overstået i løbet af torsdag.