Skyfri onsdag leder op til lun påske
Solen kommer til at skinne fra en skyfri himmel, men det kan fortsat være godt at huske en lun jakke onsdag.
Termometeret sniger sig op på to-cifrede temperaturer onsdag, men kommer fortsat til at ligge til den kølige side, så husk en jakke, når du bevæger dig ud i solskinnet.
For det bliver næppe muligt at spotte en sky på himlen, lyder det fra TV2s vejrvært Jens Ringgård Christensen.
- Dagen byder på skyfrit vejr fra morgenstunden, og jeg tror stort set ikke, at der dukker en sky op hele dagen, siger han.
Læs også
Kølig vind
Morgenen bliver kølig med temperaturer omkring 2-4 grader de fleste steder i Østjylland, men i løbet af dagen får solen mere magt.
- Temperaturen løfter sig, så vi kommer op på 10-13 grader de allerfleste steder, siger Jens Ringgård Christensen.
Det er blandt andet vinden, som er medskyldig i, at temperaturerne onsdag ikke når højere op. Den kommer fra en nordlig og nordøstlig retning.
Læs også
Lun påske
I påskens helligdage vil vi dog få rigtig lunt vejr med temperaturer helt op mod 15-18 grader i det østjyske, forudser Jens Ringgård Christensen.
- De kommende dage skruer vi ned vinden samtidig med, at vi skruer op for temperaturen, siger han.