Skolebørn dømt for overfald
Fem børn fra Århus er blevet dømt for et groft overfald på en 14-årig dreng fra deres egen skole.
Fem skolebørn fra Århus blev onsdag dømt for et groft overfald på en 14-årig dreng fra samme skole.
De dømte er mellem 15 og 16 år gamle og, fik alle betingede fængselsstraffe.
Overfaldet skete den 5. september ved et busstoppested på Vejlby Ringvej. Her blev den 14-årige omringet af en gruppe på 10-15 elever, og syv af dem gik til angreb på drengen, der ifølge JP Århus blev overfaldet med slag og spark.
To af de angribende elever var imidlertid under 15 år og kunne derfor ikke retsforfølges, men onsdag lykkedes det altså for anklagemyndigheden at få dømt de fem øvrige.
Baggrunden for overfaldet skete i 10-frikvarteret, hvor den 14-årige, som på det tidspunkt var i selskab med et par andre, pustede sig op over for en ældre elev. Den ældre elev tilkaldte imidlertid forstærkning fra Risskov Skole og fra Vejlby Skole, som drengene gik på.
Og i spisefrikvarteret skulle den 14-årige så have betalt. Gruppen fandt drengen stående alene ved busstoppestedet og gik til angreb.
- Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg sparkede ham, forklarede en 16-årig pige i retten ifølge JP Århus. Fire af de tiltalte fik en betinget straf uden fastsættelse af straf med en prøvetid på et år. Den sidste var tidligere dømt for vold, så han fik en fællesstraf på tre måneders betinget fængsel med to års prøvetid, oplyser DR Østjylland.
Endelig bestemte retten, at de sociale myndigheder kan kræve straffene skærpet, hvis de unge for eksempel forsømmer deres skole. /ritzau/