Skole-overfald: 15-årig skal blive i fængsel
15-årig pige, der overfaldt klassekammerat med kniv på Samsøgades Skole i Århus, skal forblive varetægtsfængslet i lukket institution.
Pigen har været varetægtsfængslet siden 15. januar, hvor overfaldet på Samsøgades Skole fandt sted.
Tirsdag besluttede byretten i Århus, at pigen skal forblive varetægtsfængslet i den lukkede døgninstitution i yderligere fire uger, skriver stiften.dk.
Ved retsmødet var tilskuerrækkerne fyldt med pårørende til pigen og med hendes venner.Ifølge anklageren venter man fortsat svar fra lægerne på en mentalundersøgelse af pigen. Den ventes at komme i løbet af de kommende uger.
Samtidig vil man have tid til at undersøge, hvad pigen har talt med vidner i sagen om. Den fængslede sad i første omgang i surrogat i et sommerhus, men ringede ifølge politiet, herfra til vidner i sagen. Derefter blev hun flyttet til den sikrede institution Grenen i Dalstrup.
Pigens forsvarer, advokat Henning Lyngsbo, protesterede imod en fortsatte varetægtsfængsling.
- Alle ved, at en mentalundersøgelse kan foretages ambulant. Det behøver man ikke være varetægtsfængslet for. Det er ødelæggende for en pige på 15 år, sagde han i retten.
Dommer Mette Søgaard Vammen fulgte anklagerens begæring og fandt der var en særlig bestyrket mistanke om vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
Den 15-årige fik dog lov til at give kram og sige farvel til den store familie, inden hun blev kørt tilbage til Grenen.
Kilde: stiften.dk