Skejby Sygehus er landets bedste hospital
Skejby Sygehus er blevet kåret som Danmarks Bedste Hospital 2008. Sygehuset scorer blandt andet topkarakterer hos patienterne.
Århus Universitetshospital, Skejby, er landets bedste.
Avisen Dagens Medicin kårer det århusianske sygehus til at være Danmarks Bedste Hospital 2008.
Kåringen er baseret på en analyse af alle tilgængelige tal for behandlingskvalitet samt en afstemning blandt Dagens Medicins læsere, der overvejende er læger.
- Det østjyske hospital mestrer en række lægelige specialer, leverer en forskningsindsats i særklasse og så er det det foretrukne hospital blandt de sundhedsprofessionelle læsere af Dagens Medicin, hedder det i en pressemeddelelse.
I begrundelsen for kåringen står der, at Skejby Sygehus råder over landets bedste afdelinger inden for specialerne pædiatri, infektionsmedicin, nyremedicin, thoraxkirurgi og hjertemedicin. Hospitalet er også flot placeret, når det gælder gynækologi/obstetrik og urologi, har en høj hygiejnestandard - og så er der topkarakterer fra patienterne, som føler sig godt medinddraget i beslutninger om behandling m.v.