Skandaløs statsminister

Århus-historiker beskylder Anders Fogh Rasmussen for at forsimple besættelses-historien.

Misbrug af historien og uforskammet, siger historikere om statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) forord til Undervisningsministeriets hjemmeside om Danmarks befrielse og tiden under besættelsen. Det skriver Politiken Lørdag. Webstedet er lavet i anledning af 60-året for befrielsen, og er beregnet til undervisning i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelser.I forordet opdeler statsministeren befolkningen under besættelsen i to grupper dem, der gik til kamp mod besættelsesmagten, og dem, der tænkte mest på egen velstand. Det får historikere op af stolen. Besættelsestidshistoriker Niels Wium Olesen fra Aarhus Universitet kalder det skandaløst, at statsministeren forenkler historien og gør den til en kamp mellem gode og onde. - Mit synspunkt er, at der er valide, demokratiske argumenter for at samarbejde med besættelsesmagten. Det skal man anerkende som statsminister. Men han kan ikke nære sig for at slynge et sort-hvid billede i hovedet på sagesløse børn og unge. Det er tromlende og uforskammet, og især dårligt i forhold til en website, der skal lægge op til refleksion omkring besættelsestiden, siger han.