Skade-chok i AGF
Under en skudøvelse faldt angriberen Dioh Williams pludselig til jorden. Williams er ude i seks-otte måneder.
AGF's angriber Dioh Williams ødelagde sin ene akillessene i en ellers ganske harmløs situation under træningen torsdag. Han kommer ikke til at spille mere i over et halvt år.
Williams har været en af AGF's bedste spillere i efterårssæsonen. Fem mål er det blevet til, og i december fortalte spillerens rådgiver Allan Bak Jensen, at tre-udenlandske klubber holder nøje øje med den 24-årige liberianer.
- Han er ude i seks-otte måneder. Nu må jeg tage en snak med Brian Steen Nielsen (sportsdirektøren, red.) om, hvad vi så gør, siger AGF's træner Erik Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
AGF's fanfraktion Galehuset hyrede i 2005 en åndemaner til at fordrive de onde ånder, som man mente, var skyld i AGF's mange skader. Tilsyneladende har tiltaget haft den næsten modsatte effekt. I hvert fald har klubbens spillere været udsat for mange og grimme skader siden da.