SK Århus videre uden profiler
SK Århus fik let pokal-sejr, selv om holdet sparede på kræfterne.
8. sep 2003, kl. 08:22
Mere end 30 dage gammel
Håndboldkvinderne fra SK Århus havde ingen problemer med at besejre 1. divisionsholdet Mønsted/Sparkær i pokalturneringen. Selv om århusianerne sparede på krudtet ved at lade flere stamspillere sidde over til det kommende lokalbrag mod Randers HK, vandt SK Århus på udebane med hele 27-19. Marianne Rokne var den store profil for det tidligere Skovbakken-hold, og med 10 mål sørgede hun for, at der på intet tidspunkt var spænding om resultatet.
SK Århus kvalificerede sig med sejren i går aftes til kvartfinalen i pokalturneringen, men inden da skal holdet allerede i morgen møde Randers HK i debutkampen i kvindernes håndboldliga.