SK Aarhus satser koreansk
Efter længere tids søgen er det lykkedes håndboldklubben SK Aarhus at finde forstærkninger til den kommende sæson.
Efter utallige forgæves forsøg på at hente danske og europæiske klassespillere til Smilets By, har SK Aarhus nu vendt blikket mod øst.
I hvert fald kunne den ambitiøse håndboldklub mandag eftermiddag præsentere to nyerhvervelser til den kommende sæson. De to sydkoreanske landsholdsspillere, højrebacken Im Jeong Choi og stregspilleren Soon Young Huh, er hentet til den jyske hovedstad fra klubber i henholdsvis den sydkoreanske og japanske liga.
- Med de to spillere vil vores hold være væsentlig forstærket til næste sæson, lød det fra en tydeligt begejstret træner, Jesper Holmris.
De to sydkoreanske navne kan umiddelbart virke fremmede for danske håndboldøjne, men begge spillere har gennem adskillige år været profiler på det sydkoreanske landshold, som især ved OL har haft flere tætte og nervepirrende opgør med Danmark.
- Højrebacken Choi har været nomineret til titlen som verdens bedste spiller, og det siger jo noget i sig selv. Hun har spillet rigtige mange kampe med Huh, og sammen har de dannet en rigtig god forsvarsduo, forklarede Holmris.
- Faktisk har jeg hørt nogle steder, at de er blevet kaldt 'ondskabens akse', fortsatte han med et smil på læben.
Med forstærkningen af de to asiater er århusianernes trup ved at være komplet til den kommende sæson. /ritzau/