SK Aarhus opruster
Hun har spillet i både Tyskland og Spanien, men nu skal Lena Jensen udgøre en fast del af bagkæden hos SK Aarhus.
SK Aarhus Elitehåndbold har i dag skrevet en 2-årig kontrakt med Lena Jensen.
Lena Jensen beskrives af den århusianske klub som er en alsidig spiller, der kan fylde alle tre bagspilspladser.
Hun har senest spillet i Buxtehude i Tyskland, men tidligere været i Esbjerg og et smut i Spanien.
- Vi er meget glade for i dag at kunne offentliggøre kontrakten med Lena. Lena passer perfekt ind i vores visioner om, at bygge holdet op omkring danske stjerner og talenter krydret med udenlandske topspillere. Lena starter til sommer i Århus og vi glæder os til at se hende i den neongule trøje. Med denne kontrakt mangler kun få brikker at falde på plads, inden vi kan kalde vores trup til næste sæson komplet! Og med vores trænerteam, Morten Arvidsson og Anders Thomsen, synes vi, at vi står godt rustet til næste sæson, siger bestyrelsesformand i SK Aarhus Elitehåndbold A/S, Søren Broberg Johansen.