SK Aarhus henter landsholdsspiller
Tyske Susann Müller er fra 1. juli ny spiller på holdkortet i SK Aarhus. Landholdsspilleren kommer fra HC Leipzig.
SK Århus offentliggjorde onsdag, at klubben har sikret sig sin første forstærkning til den kommende sæson i kvindernes håndboldliga.
Det er den tyske landsholdsspiller Susann Müller, der den 1. juli skifter fra bundesligaklubben HC Leipzig.
Den 22-årige tysker fik bundesligadebut i en alder af 18 år.
- Jeg havde fornøjelsen af at træne Susann Müller i mine to år i HC Leipzig. I de over 30 år jeg har været træner, har jeg ikke trænet nogen spillere med samme potentiale i en alder af blot 18 år, siger SK Aarhus træner Morten Arvidsson.
Müller er 186 centimeter høj og venstrehåndet højre back. Hun scorede 200 mål for HC Leipzig i den netop afsluttede sæson og SK Aarhus beskriver hende som en af de mest hårdskydende spillere i den tyske Bundesliga
- Jeg glæder mig meget til at komme til Danmark og spille i verdens bedste Liga. Jeg har meget at takke HC Leipzig for - jeg har lært næsten alt det, jeg kan om håndbold, i min tid i HC Leipzig. Nu glæder jeg mig til nye udfordringer og til at starte i SK Aarhus, som har en spillestil, der passer til mig, siger Susann Müller, der har skrevet en to-årig kontrakt med århusianerne.
SK Århus forventer at kunne præsentere yderligere fire nye spillere til den nye sæson.