Silkeborg jagter mænd til ældreplejen

Det skal være slut med hønsegård i ældreplejen, mener man hos Silkeborg Kommune. Derfor tager man nu nye metoder i brug.

En kalender rettet direkte mod mænd og klubber på plejecentrene med fokus på øl og andre ting til det maskuline segment, er Silkeborg Kommunes bud på, hvordag man trækker hannerne ind i den hønsegård, som ældreplejen ofte kan være.

- Vores succeskriterium er sådan set bare, at vi får henvendelser fra interesserede mænd. Og hvis vi så får ansat nogle, er det jo fantastisk, siger Ulla Gram, der er fællestillidsrepræsentant i Silkeborg Kommunes ældreområde.

Hun fortæller desuden, at man primært søger mænd, fordi de typisk har en anden humor, nogle andre synspunkter og en anden måde at gøre tingene på end de kvindelige medarbejdere. Det betyder, at de på den måde kan bidrage positivt til at skabe en god stemning på arbejdspladsen.