Silkeborg IF ydmyget i Farum
FC Nordsjælland var en klasse bedre end Silkeborg, der rendte ind i en øretæve på hele 1-5.
Fortet står der stadig. Godt nok formåede Silkeborg at score det første mål på Farum Park i denne sæson, men mere leverede jyderne ikke, og FC Nordsjælland kunne uden de store problemer køre en 5-1-sejr hjem foran 3021 sejrsvante tilskuere.
Silkeborg kan på sin vis ærgre sig lidt over holdets udlignende mål til 1-1 i anden halvleg, for efter den scoring vågnede FC Nordsjællands spillere op igen og kørte udeholdet over.
Træner Morten Wieghorst var meget stolt af sine drenge, der ligesom mod FC Midtjylland i sidste runde formåede at vende skuden og få et godt resultat. Denne gang ovenikøbet med en storsejr.
- Den eneste lille plet på kampen er vores start på 2. halvleg, hvor vi gav dem lov til at score. Men vi kom stærkt tilbage og vandt overbevisende 5-1. Det virkede som om, de havde et ekstra gear, sagde en glad Morten Wieghorst om sit hold. /ritzau/