Silkeborg IF vandt østjysk lokalopgør
Silkeborg IF trak det længste strå mod Aarhus Fremad. Men det holdt hårdt. Sejren kom først i hus i slutfasen.
Silkeborg IF var lørdag eftermiddag tæt på at tabe to point på gulvet i bestræbelserne på at hænge på i toppen i 1. division i fodbold.
Silkeborgenserne kom planmæssigt foran i lokalopgøret på udebane mod Aarhus Fremad, men midt i 2. halvleg lykkedes det hjemmeholdet at udligne.
Stillingen var således 1-1, inden det i løbet af kampens sidste ti minutter lykkedes Silkeborg at score yderligere to gange. Kampen sluttede således 3-1 til silkeborgenserne, der kort før dommerens slutfløjt fik Steffen Ernemann vist ud.
Silkeborg IF er med sejren placeret på en foreløbig tredjeplads, mens Aarhus Fremad stadig er placeret i den nederste del af tabellen.