Silkeborg IF slog nyt søm i Randers' kiste
Silkeborgenserne var de mest effektive i rodet lokalopgør, der gjorde Randers FC's krise endnu værre.
Som det er set flere gange tidligere i denne sæson lagde kronjyderne egentlig ganske godt ud i kampens første fase.
Især offenspilleren Mikkel Beckmann udfordrede Silkeborg-forsvaret. Beckmann formåede i flere tilfælde at trække sig fri i hjemmeholdets venstre side, men afslutningerne havnede alle uden for målrammen i den stride blæst.
Også Tidiane Sane var med et indadskruet hjørnespark tæt på at snyde Silkeborg-keeper Lasse Heinze, men bolden endte i nettaget.
Men akkurat som i en stribe tidligere opgør blev Randers FC efter en fornuftig start straffet i den modsatte ende - og endnu engang skete det på en dødbold. Midt i 1. halvleg sendte Silkeborgs Peter Degn et frispark ind til et totalt umarkeret Martin Ørnskov, der let headede bolden ind bag Nathan Coe i Randers-målet.
I stort set resten af kampen havde Silkeborg IF et topholds dygtighed til at trække tempoet ud af lokalopgøret, der var mere rodet end velspillet. Samtidig bredte fortvivlelsen sig hos kronjyderne, der tilsyneladende ikke helt troede på, at de kunne vende kampen.
Først i slutfasen viste Randers FC for alvor tænder. I et sidste desperat på at få udlignet foretog cheftræner John 'Faxe' Jensen en offensiv udskiftning, og det virkede på et tidspunkt som om, kronjyderne omsider havde fundet den vildskab, der er nødvendig hos et bundhold, hvor spillet ikke flyder.
I stedet for at sikre en Randers-udligning blev den offensive satsning straffet i den modsatte ende, hvor indskiftede Martin Svensson øgede Silkeborgs føring til 2-0 på et kontraangreb.
I dommerens overtid lykkedes det den indskiftede midtbaneveteran Kenneth Møller Pedersen at reducere til 1-2 efter oplæg fra Marc Nygaard, men det ændrede dog ikke ved, at de tre point havnede i Silkeborgs hat.
Med sejren forøgede oprykkerne fra Silkeborg deres imponerende pointhøst og har efter de første 11 kampe sikret sig hele 19 point. Randers FC ligger derimod stadig på sidstepladsen med sølle to point på kontoen.
Det store spørgsmål er nu, om Randers FC's ledelse vælger at følge opfordringen fra de tilskuere, der i slutningen af kampen sang 'Faxe skal ud'.
Se mere i søndagens nyhedsudsendelse klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.