Sigtet for trusler mod lufthavn
En 30-årig mand er anholdt for at true med at ville skyde fly i Aarhus Lufthavn ned.
Politiet i Århus har anholdt en 30-årig mand, som er sigtet for trusler mod Aarhus Lufthavn i Tirstrup.
Manden er mistænkt for i sidste uge at have ringet til TDC's såkaldte døgncenter og have fortalt, at det næste fly, der landede i lufthavnen, ville blive skudt ned. Han ville derefter fortsætte med at skyde et nyt fly ned hver time, indtil han fik sit krav opfyldt.
Manden krævede, at han og hans tidligere samlevers fælles barn blev afleveret tilbage til ex-kæresten, og at tvangsfjernelsen blev annulleret. Det krav blev dog ikke opfyldt, og i stedet er den 30-årige foruden sigtelsen for trusler mod lufthavnen også sigtet for trusler mod civile og ikke mindst politiet i Grenaa, hvor han bor.
Den 30-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af i dag.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i aftenens udsendelser.